Byggeriet

Ventilationsanlæg (Genvex)

Varmegenvinding og hvorfor det har indflydelse dørenes karmsæt

Nye huse er så tætte, at de kræver mekanisk ventilation for at sikre et sundt indeklima. Et ventilationsanlæg (ofte kaldet Genvex, Nilan eller Danfoss) suger den brugte, fugtige luft ud fra bad og køkken og blæser frisk luft ind i stuer og værelser.

Magien ligger i varmegenvindingen. Den varme luft, der suges ud, passerer en varmeveksler, som overfører varmen til den friske, kolde luft udefra. På den måde lufter du ud hele døgnet uden at fyre for gråspurvene. Husk at skifte filtrene halvårligt – det er lungerne i dit hus.

Hvor tit skiftes luften?

Et korrekt indstillet ventilationsanlæg kører typisk med et luftskifte på 0,5 gange i timen. Det betyder i praksis, at al luften i din bolig bliver skiftet ud med frisk udeluft hver anden time – døgnet rundt. Det sikrer, at fugt, CO2 og partikler konstant fjernes, så du undgår hovedpine og "tung luft", selvom du aldrig åbner et vindue. Dette luftskifte er et krav i bygningsreglementet (BR18).

Inden du overtager huset skal du sikre dig, at dit anlæg er “indreguleret” og at du ifm. overlevering af afleveringsprotokollen, modtager en Indreguleringsrapport fra VVS’eren (via typehusfirmaet). Hvis Vinkel & Vater har ført tilsyn på dit byggeri, er det en af de ting vi automatisk tjekker.

Luften skal kunne vandre under dørene For at systemet fungerer, skal luften kunne bevæge sig frit fra de "rene" rum (stue/værelser), hvor den blæses ind, og hen til de "fugtige" rum (bad/køkken), hvor den suges ud. Det betyder, at der skal være en luftsprække på 1-2 cm under dine indvendige døre – også når de er lukkede.

Dette er afgørende for dit valg af døre og karme. Vælger du traditionelle dørkarme med høje bundstykker (dørtrin), risikerer du at blokere for luftstrømmen, hvilket ødelægger indeklimaet. Derfor vælger de fleste i dag en løsning uden bundstykke (hvor gulvet føres igennem) eller med ventilerede bundstykker. Ønsker du helt tætte dørtrin af hensyn til lyddæmpning, skal der etableres alternative luftveje, f.eks. via en lydsluse over døren.

Og husk: Du må ikke dreje på de (typisk hvide) ind- og udblæsningsventiler, som sidder i loftet i alle husets rum. Så går der koks i systemets indregulering, og så skal du betale en VVS’er for at komme forbi med diverse måleapparater og lave en ny indregulering.

Bygherrerådgiver
Jens Thor
Bygherrerådgiver
Byggerådgivning & tilsyn for private med fokus på en tryg proces og et sundt byggeri.

Vinkel & Vater
Else Maries Høj 17
8660 Skanderborg
Cvr: 42623482