Alternativ til plastikdampspærrer

I moderne, energieffektive huse stilles der store krav til tæthed for at holde på varmen. Det betyder, at den naturlige udskiftning af luften, som man kender fra ældre, utætte huse, er væk. For at sikre et sundt indeklima og undgå fugtproblemer, skal huset "trække vejret" mekanisk.

Typisk installeres et ventilationsanlæg med varmegenvinding. Det suger den fugtige, brugte luft ud fra bad og køkken, trækker varmen ud af den, og overfører energien til den friske udeluft, der blæses ind i stuer og værelser. Det sikrer, at luften skiftes kontinuerligt, uden at varmeregningen løber løbsk.

Men et sundt indeklima handler ikke kun om anlægget – det handler også om selve husets konstruktion, og hvordan væggene håndterer fugt.

Alternativet til plastikposen: Den diffusionsåbne dampbremse

Mange nybyggere frygter at komme til at bo i en "plastikpose". I det traditionelle byggeri bruges en tæt dampspærre af plastik (PE-folie) til at forhindre varm, fugtig indeluft i at trænge ud i isoleringen. Det er en udbredt løsning, men den kræver, at plastikken er 100 % tæt i hele husets levetid.

Der findes et robust alternativ, som typisk anvendes, når husets bærende dele opføres i træ. Her kan man bygge en diffusionsåben konstruktion med en dampbremse.

Sådan fungerer det:I stedet for en tæt plastikdug, bruger man en dampbremse – typisk en 12-15 mm OSB-plade eller en fast fibergipsplade, der monteres på indersiden af isoleringen.

• Dampbremse vs. Dampspærre: Hvor en plastik-dampspærre blokerer fugt totalt, tillader en dampbremse (som f.eks. en OSB/3-plade) en langsom, kontrolleret vandring af fugt (diffusion). Pladen bremser fugten, men lukker ikke hermetisk af.
• Diffusionsåben udad: Det smarte ved systemet er forholdet mellem modstanden indvendigt og udvendigt. På indersiden er væggen relativt tæt, mens den på ydersiden er meget åben (diffusionsåben vindplade).
• Fugten ledes væk: Fordi ydersiden er langt mere åben end indersiden (ofte et forhold på 10:1 eller 12:1), kan eventuel fugt, der trænger ind i væggen, let slippe ud igen til det fri. Materialerne er desuden hygroskopiske, hvilket betyder, at de kan optage og afgive fugt uden at tage skade.

Krav til facaden: Træ eller "mursten"

For at denne "åndbare" konstruktion skal fungere optimalt, stiller det krav til husets facadebeklædning. Fugten skal kunne komme helt væk fra konstruktionen, og derfor skal facaden være ventileret.

Dette løses oftest ved at beklæde huset med træ, hvilket tillader en naturlig udluftning bag beklædningen.

Ønsker man det klassiske murede udtryk på sit træhus, kan man dog ikke mure en fuld skalmur op uden videre. I stedet kan man anvende murstensskaller, der monteres på en plade, som stadig sikrer ventilationen bagved. Et eksempel på en løsning, der forener murstens-looket med træhusets lette konstruktion, kan ses her: Gamle Mursten - Facadesten til udendørs brug

Konklusion

Med denne byggemetode får du en fugtteknisk robust konstruktion. Huset er tæt og holder på varmen (takket være fugede samlinger og tapede gennemføringer), men rent fysisk tillader væggene fugttransport ud af konstruktionen, så du undgår risikoen ved indespærret fugt.